Første koncepter

Som sidste led i vores 2. gruppemøde i 2. iteration, besluttede vi os for at skabe nogle tidlige koncepter. Årsagen til at vi ville udvikle nogle koncepter, var at vi har brugt lang tid på at skabe viden om vores domæne, uden at have diskuteret reele koncepter. Dette besluttede vi os for at ændre på, eftersom der var fare for at miste en del af den iterative proces ved først mod slutningen at lave et koncept. Vi besluttede os derfor for at lave tre koncepter, der tog udgangspunkt i de fokusområder og constraints vi havde fundet frem til at var relevante indenfor vores domæner. Disse fokusområder og constraints var blevet til på grundlag af vores interviews, observationer, workshops, spørgeskema og diskussioner. De tre koncepter blev samtidig også skabt for at vores interkation med fremtidige potentielle brugere blev lettere, eftersom brugerne antageligvis lettere kan relatere til konkrete projekter, fremfor at skulle skabe tingene fra scratch. Til en fremtidig workshop overvejer vi at kombinere inspiration card workshop med nogle særlige constraints pålagt vores tre koncepter.

De tre koncepter er: Social City Bike, Social City Wall og Alternative Bikeguide. Disse vil kort beskrives i det følgende:

Social City Bike: Bycyklerne i Aarhus skal bruges til at skabe social interaktion mellem dens brugere. Særligt tænker vi på at det kan muliggøre interaktion mellem turister og lokale. Tanken er at der skal være et spil mellem brugerne. Det gælder om at finde de andre brugere, og stille dem en opgave, eller et kort spørgsmål, for derved at skabe en kontakt hvor der er et formål bag. Brugerne finder hinanden ved at cyklen bipper når man er tæt på andre brugere af cyklen (via RFID-chips). Samtidig kan brugerne bruge cyklerne til at se Aarhus fra en anden vinkel. Tanken er at cyklen skal være en sjov og anderledes interaktionsform der bygger på gamification-elementer.

Social City Wall: En stor skærm/bygningsflade skal facilitere en møde-ordning mellem turisterne og de lokale i Aarhus. Gennem fx NFC-teknologi skal folk kunne logge ind i systemet, og beskrive sig selv, samt hvilke interesser de har. Gennem systemet skal man så kunne finde folk der har samme interesser som en selv/ samme demografiske profil, så man derved kan få en meningsfuld meningsudveksling mellem folk fra forskellige kulturer. Det er meningen at lokale der har interesse i at vise Aarhus frem kan melde sig til ordningen når de har tid, og at turister så kan kontakte disse. På den måde skaber man en mulighed for at turister kan få kontakt til lokalbefolkningen. Et element der ofte er svært når man besøger storbyer, og samtidig noget som langt de fleste turister efterspørger/søger. Gennem ordningen ville man kunne rate folk, og derved frasortere eventuelle ballademagere.

Alternative Bikeguide: En alternative cykelguide der viser folk en anden side af Aarhus. Man får gennem en app mulighed for at vælge hvilke alternative vinkler man vil se. App’en viser derigennem cykelruter hvor man kan opleve de forskellige alternative events eller steder. Undervejs vil app’en foreslå oplagte stop, hvor man kan få særligt anderledes oplevelser. Det kunne fx være en street-art rute i Aarhus, eller offentligt kunst. Gennem app’en ville brugerne selv kunne bidrage til indholdet og rate hvad der fungererer bedst. Gennem peer production ville man derved kunne skabe alternativer til de allerede velrenomerede turistattraktioner i byen.